Unge med dobbeltdiagnoser kommer i klemme mellem region og kommune

Susans historie

Læs Susan Nissens historie om at være mor til psykisk syg datter

Vores yngste datter har været psykisk syg, siden hun var 11 år. Nu er hun 26 og har en dobbeltdiagnose – altså er hun både psykisk syg og har et misbrug oveni.
Vores datter var 16 år, før hun fik diagnosen ’paranoid skizofreni’, men i ordene inden da blev hun sendt frem og tilbage mellem kommunens og regionens tilbud. På trods af medicinsk behandling var hun indlagt flere gange på B&U psykiatrisk afdeling som teenager, fordi hun gjorde skade på sig selv under sine psykoser.
Indlæggelserne var nødvendige for min datter, men også for mig. Det var utrolig hårdt konstant at være på vagt og frygte det værste, og i lange perioder fik jeg stort set ingen søvn. Det gør så forfærdelig ondt at se sin datter lide sådan. Det er slider en op, men heldigvis havde vi den gang god støtte fra B&U psykiatrien, og min mand og jeg blev inddraget i alt omkring vores datters behandling.

Det ændrede sig desværre drastisk, da hun fyldte 20, og derfor overgik til voksenpsykiatrien. Hun havde det rigtig dårligt i tiden omkring overgangen, men en regel er en regel, og hun overgik til lokalpsykiatrien p.g.a. sin fødselsdato, og ikke fordi hun var klar til det. I lokalpsykiatrien var det slut med understøttende samtaler og forældreinddragelse, og vores datters behandling blev reduceret til et stik i ballen hver fjerde uge. Jeg havde været en vigtig del af hendes behandlingsforløb indtil da, men det var ikke længere en mulighed. I lokalpsykiatrien bliver pårørende ikke betragtet som en ressource, så jeg blev ikke hørt på trods af min bekymring for vores datters tilstand.
Der gik kun et halvt års tid før hun begyndte at selvmedicinere med sløvende medicin bare for at kunne holde ud at være til. Misbruget udviklede sig løbende til en blanding af os løbende og opkvikkende stoffer, og vores datter bliver hurtigt indblandet i det kriminelle miljø for at kunne finansiere sit eskalerende misbrug.

Min datter og jeg prøvede flere gange på eget initiativ at få hende i misbrugsbehandling, men hver gang kom hun i klemme mellem kommunens misbrugsbehandling og regionens lokalpsykiatri. Ingen af instanserne ville tage ansvar for behandling af både psykisk sygdom og misbrug. Hun var også indlagt på psykiatrisk afdeling et par gange, men der blev hun behandlet som misbruger, og ikke som psykisk syg. Hendes sygdom blev negligeret, misbruget blev ikke behandlet, og hun blev hver gang hurtigt udskrevet igen.

Til sidst gik det helt galt, og her i maj i år fik hun så en behandlingsdom på fem år for salg af euforiserende stoffer. Årene før dommen var kaotiske med periodevis hjemløshed, kriminalitet og tvivlsomme relationer i forbindelse med misbruget. Og selv da det var allerværst, var der ingen hjælp at få for hverken kommunen eller lokalpsykiatri.
Det er meget svært for både vores datter og vores forældre og søskende at acceptere, at det er kommet hertil. Men som retsformanden sagde, så var det måske meget godt i hendes situation, at hun fik en behandlingsdom. Nu ville hun kunne få den behandling, hun vitterligt har brug for, det er retspsykiatrien er væsentligt bedre end lokalpsykiatrien.

Nu går det heldigvis den rigtige vej, for nu får vores datter endelig en fyldestgørende psykiatrisk behandling med både understøttende samtale og medicinsk behandling. Misbrugsbehandling kører også nu, og der er god sammenhæng i behandlingen af hendes dobbeltdiagnose.

Men vi spørger os selv, hvorfor det dog skulle gå så galt for vores datter, før hun kunne få den rigtige hjælp? Og hvorfor er der ikke mere opmærksomhed omkring dobbeltdiagnoser, når op mod halvdelen af unge med skizofreni udvikler et misbrug?

Tilbage til forsiden