Cecilies historie om spiseforstyrrelse, selvskade og fejlbehandling

Jeg er en kvinde fra 1983. I marts 1991 var jeg uheldig på vej til købmanden, jeg blev bortført af en seriepædofil.
Resten af barndom og første ungdom var svær, men jeg gennemførte alt på normale vilkår.
Dog med massiv mobning gennem hele folkeskolen.
Som 24-årig fik jeg mit første job som skolelærer.

Desværre væltede en voldsom episode hele min verden og barndommens længst gemte traumer væltede frem igen.
Jeg blev patient i psykiatrien, først med en spiseforstyrrelse og siden med massiv selvskade. I begyndelsen søgte jeg selv hjælpen og alle indlæggelser var frivillige.

Men efter afvisning på afvisning ønskede jeg ikke længere hjælpen og K 7 pr var stort set al kontakt med hospitalspsykiatrien på tvang, indlæggelser, fastholdelser, fikseringer, beroligende medicin med tvang osv.
Jeg blev visiteret til døgnbemandede bosteder og blev til sidst opgivet af psykiatrien.

I 2019 fik jeg nok af den behandling og tilgang, jeg mødte på mit daværende bosted. Jeg var træt af bare at være et problem og en opgave, der kunne løses af hvem som helst.
En torsdag aften pakkede jeg en kuffert og skred. Jeg fandt en lejlighed og flyttede 14 dage efter ind i den. Der har jeg boet siden.

Jeg er siden blevet udredt ( hvilket psykiatrien aldrig ofrene tid på)
Det viste sig at de havde fejldiagnosticeret mig og dermed fejlbehandlet mig.
Jeg opfyldte på ingen måde kriterierne for den borderline diagnose, de havde hæftet på mig. Til gengæld opfyldte jeg tydeligt kriterierne for autisme.

I dag modtager jeg paragraf 85 støtte fra kommunen og det fungerer langt bedre end psykiatrien og bosteder nogensinde gjorde.
Jeg lever i dag et selvstændigt og aktivt liv med masser af aktiviteter og gode venner.

 

Tilbage til forsiden